This press release is issued by DR.dk, and written by Kim Bildsøe Lassen, Correspondant - United Kingdom 

Den danske ambassade i London var i aftes fyldt med danskere, der ikke aner hvad der sker med dem, når Storbritannien træder ud af EU.

Nogen er vrede, andre er utrygge og forvirrede, men alle EU-borgere i Storbritannien er i tvivl. I tvivl om den fremtid, der blot er lidt mere end seks måneder væk.

Det gælder også for de danskere, der i aftes var mødt op på den danske ambassade i London.

De strømmede til, mange kunne ikke få plads og var på venteliste, og de ville have svar på helt nære spørgsmål: kan jeg få lov til at blive i Storbritannien efter Brexit, hvilke rettigheder har mine børn, hvor skal jeg søge om opholdstilladelse og andre helt konkret spørgsmål, som imidlertid er alt afgørende.

Det var folk fra det britiske embedsapparat og politikere, der var kommet for at svare – og gennem næsten to timer blev de bombarderet fra salen.

En ældre dame, der har boet i England i 50 år, var godt sur og spurgte, hvorfor i al verden hun dog skulle til at søge tilladelse til at blive. En ville vide, om han kunne rejse hjem og besøge sin mor – og så komme tilbage.

En kvinde fortalte, at hendes arbejdsgiver ikke vidste, om hun ville få tilladelse til at blive. En anden spurgte, om man nu ikke længere kunne bruge sit EU- kørekort. Sådan blev spørgsmålene ved, konkrete og nære. Og som en mand forklarede:

- Det er jo helt afgørende for os. Der er bare lidt mere end seks måneder til, at Storbritannien siger farvel til EU (29.marts 2019, red.), og det her er vores liv.

Tryghedsskabende overgangsordning

Briterne svarede efter bedste evne, og understregede, at det hele er nyt og vanskeligt, at mange ting stadig forhandles mellem EU og briterne, men at man grundlæggende vil gøre alt for at give folk mulighed for at blive.

- Vi anerkender, at mange af jer har bidraget til at udvikle det britiske samfund, og vi vil gøre alt for at I har mulighed for at blive, sagde Lord Callanan, der er britisk minister for EU-udtrædelse.

- Som Premierminister Theresa May har sagt flere gange, så er vi ved at forlade EU, men vi forlader ikke Europa.

Embedsfolk fra det britiske indenrigsministerium beroligede også mange ved at sige, at parterne jo er blevet enige om en overgangsordning, sådan at de nuværende regler for EU-borgere gælder i en overgangsperiode, der varer indtil udgangen af 2020.

- Så vi har god tid til at få alt på plads, lød det fra en kvindelig repræsentant for det britiske indenrigsministerium, som dog også erkendte at med cirka 3, 4 millioner EU-borgere i landet, så kan der godt opstå kæmpe administrative udfordringer.

Intet er på plads

Oven over al snakken svævede dog frygten og forvirringen over udsigten til, at EU og Storbritannien ikke lykkes med at lave en aftale.

Parterne forhandler stadig – og som det er blevet understreget igen og igen: Intet er på plads, før alting er på plads. Og kommer der ikke nogen aftale, så er der reelt ingen, der aner noget om, hvad konsekvenserne bliver for danskerne og de øvrige EU-borgere.

Og selv om både den britiske regering og EU siger, at man arbejder på fuldt tryk og har et meget stort ønske om at opnå en aftale, så er det langt fra sikkert, at det sker.

Dels er der stadig store og grundlæggende uenigheder mellem parterne, dels skal en fremtidig aftale godkendes i det britiske parlament.

Det sidste kan blive særdeles vanskeligt. Lige nu er det konservative regeringsparti i noget, der minder om intern krig om netop det spørgsmål, og medmindre det lykkes premierministeren at få banket partimedlemmerne på plads, så er der ikke flertal i parlamentet for en aftale, der minder om den, der arbejdes på lige nu.

Så mange af de svar, de spørgelystne danskere fik i aftes, kan vise sig at være forkerte – eller misvisende.

Og som med alt andet i Brexit så er det eneste helt rigtige svar lige nu faktisk, at der ikke rigtigt er nogen, der ved noget som helst om, hvor det ender og hvilke regler der gælder i Storbritannien efter midnat den 29. marts næste år.


 Source: DR.dk, link: https://www.iod.com/news-campaigns/press-office/details/IoD-appoints-corporate-governance-expert-and-diversity-champion-as-new-chair

-The Danish-UK Association Ltd
-Foreningen Kongeriget Danmark &
 Det Forende Kongerige
-The Danish Club
-The Danish-UK Association Ltd

55 Sloane Street, London SW1X 9SR

Email
+44 (0)20 7259 6795

© 2019 The Danish-UK Association Ltd. Registered in England. 55 Sloane Street, London SW1X 9SR Company No: 11124304 VAT No: GB 286 8128 62